Så langt tilbage – 1960 – jeg kan huske, rendte jeg rundt som 4-årig på bare fødder i sandet og plukkede tulipanhoveder, trak gulerødder op ved toppen, gravede huler ind i aspargesvoldende , røg cigarer på hyldemarven, spiste ”manna” fra elmetræerne og syrlige blade fra gærdet ind mod naboen. Masser af mennesker - min familie, folk, der arbejdede, naboer, deres børn og dyr - køer, grise, harer, viber og lærker.

Du er trådt ind på min fædrene gård, Brogård. Ligger sydligst på Lammefjorden ved kystlinien mod Gislinge. Jorden her er som en lasagne, overvejende med flager af 2-3 meter dybe sandlag vekslende med lag af ler, muslingeskaller, grus med store sten, moseagtig jord eller den rige dyndjord, som præger den dybereliggende Lammefjord. Lagene bølger mellem hinanden og overfladen her er et puslespil af de meget forskellige jordtyper. Lidt besværligt, lidt rodet, men osse mulighed for at kunne dyrke – næsten alt.

For 80 år siden begyndte bønderne på Lammefjorden at dyrke asparges. Asparges kunne lide den saltholdige fjordbund og blev en stor sag gennem 1950rne og 60-erne for området og også her på Brogård. Men i starten af 1970erne stoppede aspargesfesten ret brat. Vores indtræden i det europæiske fælleskab, åbnede det danske marked for billige asparges sydfra , og det kunne bedre betale sig at dyrke især gulerødder og kartofler her i området. Og da bønderne hellere ville sidde på en traktor end gå og stikke asparges, var der kun nogle meget få stædige bønder, som blev ved.

En af dem var min nabo, Jens Hansen. Det var en fornøjelse at se ham og ikke mindst hans unge datter Karen høste asparges i høj sol. Jeg blev så inspireret, at udover de 20 kg asparges, vi i vores husstand købte, skrællede, spiste eller puttede i fryser, fik jeg lov at høste frø på hans planter vinteren 1982.

1985 sendte jeg de første asparges på Grønttorvet. Og året efter præsenterede jeg mine asparges for 5-6 københavnske restauranter – blandt andre l´Alsace i Ny Østergade som jeg stadig handler med.

Mødet med kokkene, - som direkte tog imod mine asparges, men osse alt det andet bras jeg har lavet – har været en tsunami af inspiration, frustration, glæde, besvær og begejstring. Så mange ildsjæle har jeg mødt og møder, at det er umuligt ikke at brænde med og fylde på det bål, der holder den danske madscene så kogende varm , som den er i dag. For ikke at brænde ud har jeg i dag ansat folk til at hjælpe med bålet. En kok, en landmand, elever(bl.a. min søn) og høstfolk. Min 90-årige mor går – efter aftale – på pension efter nidkært at have passe bogholderiet i 38 år.

Fra min første urtehave i 70erne har mit udgangspunkt, for det jeg laver, været : At lave produkter til mig selv og dem jeg holder af. Det er en evig rejse efter skønhed i velsmag, vellugt, udseende og lyd og konsistens. Men osse en rejse i hvordan jeg dyrker og producerer. Det hænger sammen. Jeg har valgt min egen retning. Asparges skal ikke drives under plastik. Krydderurter skal smage af sol, blæst, regn, kulde og varme. Sellerier skal være intense, kompakte og sprøde.

Jeg er i lovens forstand konventionel landmand, dvs at jeg må sprøjte med kemi og gøde med kunstgødning. I 2016 har jeg brugt glyphosat (ukrudstsgift) på ca 10 ha mod især kvikgræs og rodukrudt ud af 60 ha. Vi rækkefræser, renser, hakker og luger iøvrigt rigtigt meget og er ved at introducere gasbrænder. Kartoffelmarker er sprøjtet mod kartoffelskimmel 4-5 gange. Udover det har jeg ikke brugt kemi. Mod insekter bruger jeg kun biologiske midler godkendt i økologisk produktion. 80% af gødning er kvæggødning fra en nærliggende mælkeproduktion , de sidste 20% – kunstgødning- bliver placeret direkte på de planter vi dyrker efter behov med en rækkegødningssåmaskine. Jeg bruger 3 tons mindre kvælstof end det jeg må ifølge de konventionelle normer på mit areal.

Jeg er – og har hele mit bevidste voksenliv været dybt optaget af det naturvidenskabelige begreb økologi.

Et begreb der er og bør være det styrende for hvor jeg og vi bønder bevæger os hen . Hvad enten vi er ”konventionelle”, ”økologiske”, ”permakulturelle” eller hvad ved jeg. Det vigtigste er – hele tiden at lære, kunne bevæge os, lytte til hinanden , fortælle hvad vi ser.

Være stolt ydmyge, og med mine egne ord turde sige: Jeg lærer mest af – at være i tvivl.